Gå til hovedindhold (Tryk Enter)

Lars, Erik og Ahmed | Mød din kommende kollega

At holde hoved koldt og hjertet varmt. Lars, Erik og Ahmed har alle tre valgt en social- og sundhedsuddannelse. Læs om deres uddannelsesvalg lige her.

Pulsen op og ro på

Som social- og sundhedsassistent skal du sikre, at borgeren føler sig rolig og tryg i dit nærvær, også i pressede situationer. Du skal have overblikket, når andre mister det. Det er udfordrende, det er meningsfuldt og det er fedt!

Det er nemt at høre, at 35-årige Lars brænder for sit fag som social- og sundhedsassistent. Han blev uddannet for cirka et år siden, og det valg har han ikke fortrudt.

Det kræver noget af mig, og det kan jeg ret godt lide. Der kan hurtigt ske noget uforudsigeligt i løbet af min arbejdsdag, hvor min faglighed og mine kompetencer virkelig kommer i spil, og så handler det om at holde hovedet koldt og hjertet varmt.

Lars, social- og sundhedsassistent i Esbjerg Kommune. Foto: Esbjerg Kommune.

Lars havde ellers arbejdet som sælger i en årrække, da han begyndte at drømme om et andet form for arbejdsliv. Han ville gerne have mulighed for at have mere tid sammen med sin søn, og han ville gerne gøre en direkte forskel for andre mennesker.

Begge dele har han fået mulighed for i dag, hvor han arbejder som social- og sundhedsassistent i Esbjerg Kommune.

Jeg er enormt glad for mit arbejde. Jeg brænder særligt for at være noget for mennesker, der har psykiske udfordringer, og det har jeg mulighed for i mit arbejde her. Det føles rigtig godt, at jeg er med til at skabe tryghed for dem. Det handler rigtig meget om at være tillidsvækkende og have et positivt menneskesyn, og så at være nysgerrig af natur, tage ansvar og bringe sin faglighed i spil. Hele tiden.

Den rette hylde

For Erik var det lidt et et sats, da han for cirka 10 år siden besluttede sig for at tage social- og sundhedshjælperuddannelsen. Han havde arbejdet som elektriker i noget tid, men kunne mærke, at han ville noget andet.

Min mor er sygeplejerske, og det var nok egentlig hende, der prikkede til mig dengang og foreslog, at jeg tog en social- og sundhedshjælperuddannelse. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg gik ind til, men det var en positiv oplevelse at starte på uddannelsen og opdage, hvad den faktisk indeholder.

Erik var glad for sit arbejde som social- og sundhedshjælper, men efter nogle år fik han lyst til flere udfordringer og søgte derfor ind på social- og sundhedsassistentuddannelsen.

Erik, social- og sundhedsassistent i Esbjerg Kommune. Foto: Esbjerg Kommune.

Erik fik en ansættelse som social- og sundhedsassistentelev i Esbjerg Kommune, og for godt et års tid siden blev han færdiguddannet.

Jeg er enormt glad for at være social- og sundhedsassistent. Min arbejdsdag er udfordrende og varieret. Det giver mig rigtig meget arbejdsglæde, at jeg er noget for andre mennesker, og så kan jeg godt lide det der med, at tempoet nogle gange er højt. Når der sker noget uforudsigeligt, som skal handles på her og nu, det kan jeg ret godt lide.

Social- og sundhedshjælper ved et tilfælde

For 40-årige Ahmed var det lidt af et tilfælde, at han begyndte på social- og sundhedshjælperuddannelsen. Ahmed gik med en drøm om at blive portør, men det var svært at få en plads på uddannelsen, og det fik ham på nye tanker.

Jeg begyndte at læse om social- og sundhedshjælperuddannelsen, og så blev min nysgerrighed vakt. Jeg vil jo rigtig gerne have et meningsfuldt arbejde, hvor jeg er noget for nogen. Det er det, denne her uddannelse giver mig.

Ahmed, social- og sundhedshjælper i Esbjerg Kommune. Foto: Esbjerg Kommune.

Ahmed blev færdig med uddannelsen som social- og sundhedshjælper i december 2024, og i dag er han ansat i samme team som var med til at uddanne ham.

Jamen, det er bare kanon godt at være social- og sundhedshjælper. Det kan godt være, at det var lidt af et tilfælde, at jeg startede på uddannelsen, men det er ikke en beslutning, jeg fortryder. Tværtimod.

Mød din kommende kollega

Find tilbage til flere af dine kommende kollegaer og læs om dem

Hop tilbage til "mød din kommende kollega"